Pollenallergi

 

Pollenallergi

Hvis du hvert forår eller sommer oplever at få kløende øjne, blive tæt i næsen, får løbenæse og vedvarende nyseture, er du sandsynligvis allergisk over for pollen.

Derudover er der mange, som føler sig trætte og uoplagte og har problemer med at koncentrere sig.

Pollenallergi forekommer oftest i alderen 5-40 år og er hyppigst blandt større børn, teenagere og unge voksne. Mange "vokser sig fra" allergien efter 30 årsalderen.

De pollentyper, som de fleste danskere reagerer på, er birk, el, hassel, græs og gråbynke. De typer pollen, som giver allergi (høfeber), er pollen fra vindbestøvede planter. Disse planter har lette pollen, som kan drive langt med vinden.

De stoffer i pollen, som skaber en reaktion, kaldes allergener. Kemisk består stofferne af aminosyrer, som er byggestenene i proteiner. Hvert allergen har en specifik sammensætning af aminosyrer. På den måde identificerer forskellige planter og træer deres pollen. De allerfleste typer pollen er harmløse, men enkelte typer pollen har en aminosyresammensætning, som gør, at mange mennesker reagerer på det.

Pollensæsonen begynder i februar/marts med el og hassel, i maj starter birkepollensæsonen - som er den pollentype flest mennesker reagerer på. I juni og juli er det græspollensæson, mens gråbynke har sin pollensæson i juli og august.

Tobaksrøg, parfume, alkohol og vind kan forværre symptomerne.

Behandling

Behandling af pollenallergi kan deles ind i tre hovedgrupper:

  • Lokalt virkende næsespray og øjendråber, både med binyrebarkhormon og andre typer medicin
     
  • Antihistamintabletter
     
  • Binyrebarkhormon - enten som indsprøjtning eller som tabletter
     
  • Indsprøjtning: Med ca. 1-2 måneders mellemrum kan lægen give binyrebarkhormonsprøjte. Binyrebarkhormonet svækker de allergiske reaktioner i ca. en måned. På grund af muligheden for bivirkninger anbefaler lægerne dig ofte at prøve andre lægemidler før sprøjtebehandlingen. Bivirkninger kan være øget risiko for sukkersyge, forhøjet blodtryk, grøn stær og knogleskørhed.
     
  • Tabletter: Du styrer selv, hvor meget binyrebarkhormon din krop får. På dage med højt pollental tages mere. Den danske sommer kan være svigefuld, og behandlingen kan justeres efter behov.

Vacciner og tabletter

Allergivacciner kan bruges til at vænne kroppen til allergenet og derved på sigt at svække kroppens allergiske reaktion overfor pollen. På grund af lang behandlingstid, 3-5 år, er denne behandlingsmetode ikke så almindelig, som de andre. Den anvendes primært, hvis man er meget generet af pollen, og den lokalt virkende medicin ikke er effektiv. Lægen skal vide, hvilken type pollen du er overfølsom overfor. Små doser af dette allergen sprøjtes ind i huden, når du vaccineres. Over tid øges allergenindholdet i sprøjten. Efterhånden opbygger kroppen tolerance overfor allergenet, og symptomerne svinder. Omtrent halvdelen af personerne med høfeber har god eller moderat effekt af allergivacciner.

 

Som ny behandling mod græspollenallergi kan man i dag tage tabletter, som har samme effekt som vaccinen.

Tips for at undgå symptomer

  • Tør ikke tøj udenfor, da pollenkornene kan fæstne sig i tøjet
  • Luft ikke ud i huset midt på dagen, da spredningen af pollen er størst på dette tidspunkt. Hvis du skal lufte ud, gør det da helst om aftenen eller natten
  • Hold godt rent. Dette gælder både hus, tøj og personlig hygiejne
  • Mange har god nytte af at gå i brusebad og vaske håret, før de skal sove
  • Undgå svamp indendørs
  • Undgå stærke lugte, tobaksrøg og lignende
  • Hold dig mest muligt inde i de værste perioder
  • Følg lægens råd angående medicinering
  • Installér pollenfilter i bilen
  • Kør ikke med åbne vinduer
  • Solbriller kan hjælpe dig med at undgå pollenkorn i øjnene

 

Astma og allergiforbundet har daglige pollenvarslinger i pollensæsonen. Varslerne finder du i forskellige medier som aviser, TV, radio og på internettet. Det kan betale sig at følge med i pollenvarslingerne, så det bliver lettere at planlægge dagene.